Til forsiden

1-dagsture til Læsø

På en dag kan du se en hel del af Læsø. Vi bringer her nogle forslag. Men tag ikke fejl. På Læsø er der også oplevelser til en hel ferie.

Bustur på Læsø
Cykeltur på Læsø

Læsø Rundt i bus

Bussen holder klar ved Vesterø Havn, og du kan glæde dig til en underholdende tur, hvor chaufføren fortæller alt om Læsø.
Undervejs ser du Læsø Saltsyderi, hvor saltsyderen fortæller sin spændende historie. Du besøger også Museumsgården samt Østerby og Vesterø Kirke. I Byrum er der en kort pause, hvor du kan købe lidt mad og drikke. 
Turen slutter igen ved Vesterø Havn.

Cykeltur med frokost

Her er dagen helt din egen, og du kan udforske Læsø i dit eget tempo.
Vi anbefaler en rute på 36 km, som går forbi Saltsyderiet, Museumsgården og nogle spændende kunsthåndværkere.
Du kan nemt afkorte eller forlænge turen. Dog må du minimum cykle til Byrum (7 km) for at spise. Når sulten melder sig, venter et lille hvil og en tallerken med gode håndmadder på Restaurant Bakken i Byrum.

Sælsafari på Læsø
Rønnerbussen Læsø

Sælsafari med fiskekutteren Seadog

Sejl med fra Vesterø Havn til stenrevet Borfeld, som ligger nordvest for Læsø.
Her ser du sæler på stenene og i vandet - ganske tæt på Seadog. På stenrevet ligger der ofte mere end 40 sæler. Selve sejlturen med Seadog varer 1 time og 30 min. Turen sejles kun i fint vejr.

 

Safaritur med Rønnerbussen

Du kører med naturvejlederen ud i det fredede område Rønnerne og igennem vadehavet ud til øen Hornfiskrøn. Der gøres ophold ved Pigestenen og der demonstreres, hvor saltholdigt vandet er på Rønnerne ved at lave ”æggeprøven”.
Undervejs fortælles om orkideerne, de gule engmyrer og de kødædende planter. På hjemturen holder bussen ved Læsø Saltsyderi, hvor der er mulighed for at se det gamle håndværk ”saltsydning” og overvære et spændende foredrag. Hunde kan ikke medtages på Rønnerne. Rønnerbussen afgår fra holdepladsen Frysehusvej i Byrum kl. 13. Der afgår NT-bus fra Vesterø til Byrum og retur (gratis) hjem eftermiddag eller aften

Mere af Læsø

Bortset fra cykelturen varer turene ikke hele dagen. Før eller efter turen kan du tage rundt på Læsø på forskellige måder. Du kan leje en cykel eller benytte rutebussen.

Fredag, marts 02 2012

Tips

Når du besøger Læsø på en 1-dagstur, er det en god ide at medbringe badetøj. Ofte har du lidt ekstra tid ved Vesterø, og der er en dejlig sandstrand fra Vesterø Havn og sydpå.

Reservation / information

Færgeselskabet Læsø
tlf. 98 49 90 22
Læsø Turistbureau
tlf. 98 49 92 42

Vedr. Sælsafari
Kontakt Seadog direkte
tlf. 29 80 14 38


1-dags - Kur - tur

Her kan du nyde dagen, slappe af og lade op i de helt særlige omgivelser, som Læsø Kur kan byde på. 

Der er mulighed for, at tilkøbe forskellige behandlinger, når du reserverer din Kur-tur til Læsø.
 
Du kan slappe af i Læsø Kur hele dagen, men ellers er et nærmere kik på Læsø en oplagt mulighed. Inden du forlader Læsø Kur, må du dog ikke gå glip af turen op i kirketårnet, hvorfra du kan se ud over øen og helt over til fastlandet.

Læsø Turistbureau Vesterø Havnegade 17 9940 Læsø Tlf. +45 98 49 92 42 Fax: +45 98 49 92 83 KONTAKT